Mødet hos Embedslægen.

Kort tid efter at vi havde modtaget listen over de 16 punkter, som ville blive undersøgt, fik vi et brev fra Embedslægen i Århus.
I brevet forklarede han, at han havde modtaget sagen fra patientklagenævnet og ville i den forbindelse tilbyde at holde et møde med os for at forklare sagens behandling.

Jeg ringer derfor til embedslægen for at høre, hvad det er han vil forklare, og jeg får at vide, at det er for at gennemgå de enkelte punkter, således at det er de rigtige ting, der bliver behandlet.
Vi drøfter tilbudet, og efter et par dage ringer vi for at aftale et tidspunkt for mødet.

Den 11-11-01 kører vi til Århus for at mødes med embedslægen i den forventning, at han vil gennemgå sagen med os og hjælpe os med det videre forløb af den sag, der er sendt til patientklagenævnet om Simones behandlingsforløb.
Mødet starter med, at vi får at vide, at vi skal betragte embedslægen som vores advokat i forbindelse med klagesagen.
I løbet af mødet virker det mere og mere som om, at det kun drejer sig om at få os til at frafalde klagen, til trods for at embedslægen påpeger, at der har været,

• dårligt informationsniveau.
• mangelfuld journalføring.
• dårlig pleje af Simone.

Hver gang vi nævner specifikke steder i Simones journal, bliver der afveget og skiftet emne, da embedslægen helst vil tale om "generelle" emner og ikke Simones sag.
Embedslægen mener, at Simones sag vil være god at bruge som "case" til undervisning, og tilbyder, at vi kan inddrages i undervisning og kursus for plejepersonale på sygehusene, hvor vi kan fortælle, hvordan vi som pårørende har det, når man ikke får de informationer, man har krav på.
Som mødet skred frem virkede embedslægen mere og mere irriteret over, at vi ikke umiddelbart vil

droppe klagen og tage imod tilbudet om at holde foredrag.

Mødet slutter efter 4 timer med, at vi skulle tænke over tilbudet i en uge og så melde tilbage, hvad vi ville.

Hvad fik vi så ud af mødet?

Vi fik det ud af mødet

• at behandlingen af Simone helst ikke skulle berøres for meget, da den åbenbart var pinlig.
• at den uvildige læges punkter blev underbygget og derved bekræftet.
• at Simone reelt ikke havde ret stor chance for at overleve, og at hendes tilstand var langt dårligere, end vi fik at vide, især efter de fund der blev gjort efter operationen. Oplysninger som vi ikke kunne få at vide.
• at Simones journal ifølge embedslægen var mangelfuld og dårlig ført.
• embedslægen mente ikke der var noget lægefagligt forkert, hvilket vi finder underligt set ud fra det, der skete
  • efter 6 kur, hvor Simone fik den alvorlige infektion, og
  • det/de sidste døgn Simone lever.

Vi beslutter os for at lade klagen kører videre, da vi mente, at Simones sygdomsforløb skulle gennemgås af andre læger, så vi om ikke andet var med til at gøre, så andre ikke ville komme til at stå i samme situation, som vi gjorde.

Da vi meddelte embedslægen dette og samtidig tilbød at, vi gerne ville stå til rådighed med hensyn til at holde foredrag, blev hans reaktion, at vi ikke skulle regne med, at der var nogen, der ville samarbejde med os, nu hvor vi havde anklaget dem.

Vi har dog siden holdt en udemærket møde med den ene af overlægerne på A4, hvor der var en god tone og forståelse for vores klage.

Klagen er nu til behandling i patientklagenævnet, og hvor lang tid det tager vides ikke.

til top